Børnene fik plads til leg på på ferien i Jylland

Familien Lauritsen, der består af Lasse, Tina, Christian og Cecilie tager hvert år på campingferie. Børnene er endnu så små, at det er forældrene, der vælger, hvor turen går hen. Højeste prioritet er gode aktiviteter for børnene, som bare gerne vil lege. Forældrene leger med, men de får også lidt alenetid sammen.
 

 

Hvad er vigtigst, når I holder ferie?
Vi er virkelig familiemennesker og vil gerne have tid til hinanden. Vores sommerferie er meget højt prioriteret. Bare det, at vi lige kommer væk hjemmefra og gør noget andet, end vi plejer. Det betyder noget. Vi skal ikke nødvendigvis ud at se noget hver dag. Børnene skal bare hygge sig. De kræver ikke så meget. Det er mere os voksne, der vil gøre det hele så godt. Så arrangerer vi en hel masse. Alt for meget måske. Det gør mig bare i så godt humør at se børnene lege. De har så stor glæde af hinanden og møder hurtigt andre børn. Så er legen bare i gang. Vi tager oftest på camping alene os fire, men vi har alligevel mennesker omkring os. Vi er jo mange forældre på pladsen. Det er hyggeligt, så får vi os en snak.

 

Hvilke aktiviteter gik I efter?
En god legeplads. Den brugte børnene hver eneste dag. Uanset hvad der ellers var af aktiviteter. I år var de blevet så store, at vi ikke behøvede at gå med hver gang. Det gav god alenetid til min mand og jeg. Vi fik snakket, fordi vi vidste, at de havde det godt. Bare det at sidde uden for hytten og få et glas vin eller en øl. Slappe af og ikke tænke på alt muligt. Det er ferie.

 

Skal der være mange legeaktiviteter?
Noget af det, vi sætter pris på, er, at vi kan gøre noget sammen. Her er minigolf et hit. Det vil vi alle sammen gerne spille. Så vi lægger mærke til, om der er minigolf, når vi bestiller. Og så havde vi valgt området, fordi vi ville vise børnene Legoland. Her var der plads til leg, og de var vildt begejstrede. Vi kunne sagtens have brugt mere end en dag der. Så vi vil gerne ud at se lidt, men det behøver ikke at være fra tidlig morgen til sen aften. Vi skal jo ikke bruge ferien på at fare af sted, så er det bare lige som til hverdag.

 

Hvad synes børnene var det bedste?
Det var helt klart dyrene på campingpladsen. Der var både kaniner, æsler og ponyer. Børnene var ude at ride, og de var ellevilde. Dagens højdepunkt blev hurtigt, når dyrene skulle fodres. Her måtte de være med. De synes, det var så sjovt. Igen. Der skal ikke så meget til. Vi har ingen dyr selv, så det var virkelig en succes. Jeg tror, vi skal gå mere efter, at der er dyr, når vi vælger til næste gang.

 

Hvorfor valgte I Danmark?
Som chaufføren i familien har jeg simpelthen ikke lyst til at køre så langt, og det er ikke alfa og omega, at vi får set Gardasøen. Der findes mange spændende steder i Danmark. I år var vi både i Legoland og Givskud Zoo, men vi behøver ikke at se så store attraktioner hvert år.