Tysk familie gik helt bevidst efter den jyske veskyst

Frisk luft, muligheden for motion, naturoplevelser og ikke mindst havet var det, der fik familien Schellenberger til at vælge ferie ved den danske vestkyst. Teltferie med et barn på halvandet vil måske afskrække de fleste. Det gik godt, og det er ikke sidste gang familien har holdt ferie på denne måde. 


 

Hvad var det bedste ved ferien?
Det var absolut stranden og havet. Det gode ved Danmark er, at strandene er så store. Det var det, vi gik efter. I Italien og Spanien ligger man jo helt tæt. Side om side. I Danmark er der mange mennesker på stranden, men det gør ikke noget, når der også er masser af plads. Man kan være sig selv, og det sætter vi pris på. Så vi var på stranden hver dag.

 

Hvordan brugte I stranden?
Vi var ude at bade et par gange, men det bedste var, at vores datter var så glad for at lege i sandet. Her kunne hun få lang tid til at gå. Vi har en travl hverdag med meget arbejde og havde bare brug for at slappe af og være sammen. Her var stranden perfekt, for vi skulle ingenting. Vi legede med vores datter. Kunne bare sidde og nyde hende. Nogle gange på skift. En af os kunne fx tage en lur eller læse i en bog. Vi havde altid bøger med. Det var så godt.

 

Hvad med motion?
Det er ikke sådan, at vi bare skal dyrke sport, når vi er på ferie, men vi kan begge lide at få motion. Vi havde taget vores cykler med og fik cyklet en del. Blandt andet cyklede vi langs med kysten og til byen. Vores datter kunne sidde og kigge på alt det, vi kørte forbi. Nogle gange blev hun træt og tog sig en lur, mens vi kørte. 

 

Hvorfor lige Danmark?
Vi valgte helt klart Danmark på grund af de store strande. Min mand har tidligere været i Nordjylland, men jeg har aldrig været i Danmark før. Jeg havde bare hørt om strandene fra flere derhjemme. Og stranden og havet er fantastisk – helt specielt. Så havde vi også hørt, at danskerne er meget venlige og imødekommende, når man har et barn med. Det er også det indtryk, vi fik. 

 

Hvad var det gode ved teltferie?
Min mand lagde rigtig meget vægt på, at vores datter skulle have masser af frisk luft. Derfor skulle vi ikke bo på hotel, for her ville vi komme til at være mere inde. Så det var et vigtigt argument for at vælge at tage af sted med vores eget telt. Jeg havde bare heller ikke lyst til at være på et hotel, fordi jeg så ville føle, at jeg hele tiden skulle passe på, at vores datter ikke larmede. På campingpladsen var der masser af børn, så behøvede jeg ikke at gå og tysse på vores datter, og der var en fin legeplads. Og det behøver jo ikke at være primitivt, fordi man vælger telt. Vi havde bevidst valgt en plads med en høj standard, fordi jeg gerne ville have gode toilet- og badeforhold, når vi havde et lille barn med.