Brugen af nødtelefonerne er styrtdykket i de senere år, hvilket har medført, at Vejdirektoratet har besluttet at nedtage dem. Derfor anbefaler de, at du altid har en opladt mobil med i bilen.
Overhalet af den nye teknologi
Bilister er vant til at se de orange nødtelefoner langs statsvejene, men de bruger efterhånden kun deres mobiltelefon, hvis de har brug for hjælp. Sidste år var der kun to nødkald, otte indberetninger om trafikfarlige situationer og 88 anmodninger om vejhjælp fra nødtelefonerne.
”De gamle nødtelefoner er simpelthen blevet overhalet af den nye teknologi i form af mobiltelefonerne. De er blevet gjort overflødige. Og derfor har vi besluttet at afvikle dem”, siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet.
I stedet skal man som trafikant fremover bruge sin mobiltelefon, hvis man har behov for at indberette nødsituationer eller trafikfarlige forhold.
Kilde: Vejdirektoratet